Her bor jeg

Normalt bor Puja Karki sammen med sin far, mor og søster i et hus i en lille landsby i det vestlige Nepal. Området hedder Pandusain. Det ligger højt oppe i bjergene – ikke så langt fra byen Sanphe. Det ligger så højt oppe, at vinteren er iskold, og der falder rigtig meget sne. Det betyder, at familiens får ikke kan finde græs om vinteren. Derfor går familien og alle dyrene ned i dalen om vinteren. Her er der nemlig ikke så koldt, der falder ingen sne og dyrene kan finde både græs og vand. I vinterlejren bor familien i en slags telt, indtil det bliver sommer, og de kan vende tilbage til deres hus i bjergene.

Her i dalen bor Pujas familie sammen med syv andre familier. Nogle af dem er i familie med hinanden. Men i midten af marts, er der efterhånden kun tre familier tilbage. De andre er på vej hjem til deres landsby langt oppe i bjergene sammen med alle deres dyr og ejendele. Deroppe er sneen ved at være smeltet, og solen sender atter sine varme stråler ned over markerne.

Se hvordan Puja og hendes familie bor i lejren i dalen

Hver morgen laver Puja næsten de samme ting: Hun henter vand, vasker sig og spiser morgenmad.

Vil du med en tur hjem til Puja?

Familien dyrker selv mange af de planter, som de bruger til at lave mad. Det kan være ris og bønner. Men nogle gange bliver de også nødt til at købe – for eksempel olie og salt. Familien tjener penge på at væve store, tykke og meget varme tæpper af uld fra deres får og geder. Det tager lang tid at væve et tæppe. Man kan typisk kun lave mellem fem og otte tæpper om året. Men familien laver også alt selv: De klipper fåret, karter og spinder ulden og væver så tæppet på en stor væv, der står uden for familiens hus. I Pujas familie er det moren, Surga, der væver tæpperne. Men Puja og Laxmi er ved at lære, hvordan man gør. Så skal de hjælpe med at lave tæpperne.

Når Puja er væk fra sin sædvanlige skole i bjergene, kan hun gå i skole i landsbyen, som ligger tæt på lejren. Det er ikke hver dag hun kommer i skole, men ellers møder hun klokken 10 og får fri klokken 16. Skolen har klasser fra 1. til 5. Børnene lærer at regne og kende bogstaverne. Skolen har fire lærere. Puja kan bedst lide faget nepali – det svarer til dansk i din skole. Her læser de blandt andet sange og digte højt i klassen, og det kan Puja godt lide.

Se billeder af Pujas skoleuniform og skole

Når Puja har fri er der især én ting, hun elsker at bruge tid på: Hun hører radio. Puja vil rigtig gerne vise dig sin radio. Den ser nok noget anderledes ud, end de radioer du kender.

Vil du se Pujas radio?

Det er dejligt at slappe af og hygge sig med musik i radioen, men når man er barn i Nepal, skal man hjælpe meget til derhjemme. Det er især pigerne, der har mange pligter. Puja har også mange pligter. Hun laver ofte aftensmad til hele familien.

Vil du se, hvordan Puja laver aftensmad?